Gå til hoved indhold

Vision og strategi

Gentofte Kommune vil skabe mere livskvalitet og fællesskab hele livet – også i mødet med klimaforandringerne. Læs om kommunens vision og principper for klimatilpasningsarbejdet

Introduktion

De menneskeskabte klimaforandringer er måske den største globale udfordring, vi står overfor. De påvirker en stadig større del af verdens befolkning, og ikke kun i fjerne egne af kloden mærker man konsekvenserne. Klimaforandringerne er også kommet til vores lille hjørne af verden, til Danmark, til Gentofte.  

I 2011 oplevede vi i kommunen et voldsomt skybrud, hvor flere områder stod under vand, og mange borgere kæmpede med vand i kælderen. Stormen Bodil skabte i december 2013 store oversvømmelser langs kysten med omfattende skader til følge. Sommeren 2018 bød på sol og varme ud over det sædvanlige.  I efteråret 2023 undgik Gentofte den voldsomme stormflod, der ramte store dele af kysterne langs Østersøen og ved Lillebælt, flere steder med en vandstandshøjde på over 2 meter. Mindre voldsomt gik det til i Gentofte senere samme år, da Stormen Pia meldte sin ankomst. Ikke desto mindre måtte beredskabsplanen sættes i værk for at undgå skader. En usædvanlig tør forsommer blev afløst af en våd juli i 2023, og siden har vejret sat rekord på rekord. 2024 blev globalt set det varmeste år, der nogensinde er målt, og i Danmark endte året på en andenplads som både det næstvarmeste og det næstvådeste år, siden de officielle registreringer blev sat i værk i 1874. Året 2025 skrev sig i den forbindelse ind som det fjerde varmeste år i Danmark. Varmen lå her alle måneder – undtagen august – over normalen.

Alle klimaprognoser peger på, at fremtiden kun bliver endnu mere ekstrem. Vi skal på den ene side berede os på øgede vandmængder i form af ændrede nedbørsforhold, stigende grundvandsniveau, havvandsstigninger og stormflod, og på den anden side på stigende temperaturer, færre frostdøgn, tørke og hedebølge samt generelt flere variationer i klimaet. – Alt sammen en direkte konsekvens af de menneskeskabte klimaforandringer. 

Oversvømmelse i viadukten ved Jægersborg Station

Viadukten under Jægersborg Station er flere gange blevet oversvømmet i forbindelse med skybrud.

Vi har et ansvar og en forpligtelse til at handle, både internationalt, nationalt og lokalt. Derfor tilsluttede Gentofte Kommune sig det ambitiøse DK2020-samarbejde, der i 2022 mundede ud i Kommunens Klimaplan 2050, hvor målet er klimaneutralitet senest i 2050. Klimatilpasning er et centralt element i Klimaplanen, som på én gang fokuserer på forebyggelse og håndtering. Dels skal vi arbejde på at nedbringe vores CO2-aftryk betragteligt, dels skal vi tilpasse vores kommune til en ny klimatisk virkelighed. 

Med ‘Sammen om klimatilpasning’ samler og konkretiserer vi den del af klimaarbejdet, der handler om at tilpasse kommunen til de konsekvenser, vi allerede mærker – og dem, der venter forude. Både den forebyggende og tilpassende indsats skal ske ud fra en helhedsbetragtning, så der er synergi mellem reduktion og tilpasning og med bæredygtighed som en gennemgående præmis. Sammen har vi nemlig et ansvar for at sikre Gentofte som et grønt, attraktivt og trygt sted at bo, leve og arbejde – også for de kommende generationer.

 

Hvad er klimatilpasning?

Klimatilpasning kan overordnet beskrives som samfundets tilpasning til de klimaændringer, der forventes over de kommende årtier. Det er med andre ord en fællesbetegnelse for løsninger, der skal nedsætte risikoen for skader og negative konsekvenser af klimaforandringerne. Det kan fx være oversvømmelser som følge af større og mere intensive nedbørsmængder, stigende havvandstand eller langvarig tørke.

Målet med klimatilpasningen er at opnå robusthed overfor effekterne af klimaforandringerne. Gentofte Kommune er – både som geografisk område og som organisation – klimarobust, når kommunen er i stand til rettidigt og effektivt at forudse, handle på og komme sig efter virkningerne af en klimarelateret ødelæggende hændelse eller tendens.

Fokus på klimarobusthed i Gentofte Kommune

Siden kommunens første klimatilpasningsplan fra 2014 har vi arbejdet målrettet med klimatilpasning. Et afgørende skridt på vejen mod et mere oversvømmelsessikret og klimarobust Gentofte blev taget i 2022 med vedtagelsen af Spildevandsplan 2022-2032. Kernen i planen er at udvide den samlede kapacitet i kommunens afløbssystem ved at omlægge til et fuldt separeret system, hvor spildevand og regnvand håndteres i hver sin ledning.

Oversvømmet vej med biler

Når separatkloakeringen er udrullet vil risikoen for oversvømmelser af bl.a. veje og boliger i kommunen reduceres markant. Samtidig vil det nye afløbssystem helt fjerne de nuværende overløb med spildevand til Øresund.

Separeringsprojektet udgør rygraden i klimatilpasningsindsatsen på nedbørsområdet og står som den væsentligste post i kommunens klimatilpasningsindsats på kort og mellemlangt sigt. Prioriteringen af separeringen hænger sammen med, at den stigende nedbørsmængde som følge af klimaforandringerne er den mest akutte klimarisiko frem mod midten af århundredet. Samtidig spiller separeringen en nøglerolle i det samlede klimatilpasningsarbejde, idet den giver mulighed for at udnytte det fraseparerede regnvand på overfladen. Her vil vandet dels kunne understøtte rekreative og naturbaserede løsninger, dels indgå som et afgørende element i håndtering af fremtidig tørke og overophedning i tætbebygget miljø.

På sigt vil vi imidlertid også opleve udfordringer med stigende terrænnært grundvand samt hyppigere og voldsommere stormfloder. Derfor har vi nu sat gang i arbejdet med at undersøge, hvilke muligheder der er for at fremtidssikre vores kyststrækning. Mange hensyn skal balanceres, og i 2026-27 tager vi derfor for alvor fat på at involvere borgere og interessenter i det videre arbejde med fremtidens kystbeskyttelse. På grundvandsområdet er der i 2025 vedtaget ny lovgivning, som fremadrettet vil gøre det muligt for forsyningen at håndtere terrænnært grundvand i udsatte områder i kommunen, hvor det vurderes at være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. Grundvandsproblematikken skal samtænkes med separeringsprojektet, og det er noget af det, der kommer til at fylde i de kommende år. Endelig sætter vi fokus på at forebygge udfordringer med stigende temperaturer gennem bl.a. begrønning.  

Figuren viser udviklingen i risiko for Gentofte Kommune for de forskellige klimafaktorer (• = lav sårbarhed, ••• = høj sårbarhed). Kilde: Rambøll, 2021

Figuren viser udviklingen i risiko for Gentofte Kommune for de forskellige klimafaktorer (• = lav sårbarhed, ••• = høj sårbarhed). Kilde: Rambøll, 2021

Klimatilpasning skaber værdi flere steder

Et løbende og fremsynet arbejde med klimatilpasning har ikke kun betydning som økonomisk sikring mod skader fra bl.a. oversvømmelse af bygninger og infrastruktur. Det spiller også en rolle for vores sundhed og for plejen og udviklingen af kommunens rekreative værdier, for naturen og biodiversiteten. Vi satser derfor på ambitiøse klimatilpasningsprojekter, der opfylder flere ønsker og behov. På sitet her bliver det muligt at få et overblik over de klimamæssige forandringers indvirkning på hele vandkredsløbet. På den måde kan vi langt bedre planlægge klimatilpasningen i en helhed, hvor vandhåndtering, byudvikling, bæredygtighed og merværdier sammentænkes

Klimatilpasning af Mosegårdskvarteret i Vangede, hvor regnvand fra de omkringliggende veje ledes til et åbent regnvandsbassin i tilknytning til Nymosen. Løsningen har afhjulpet problemer med oversvømmelser i området og samtidig skabt et fint byrum til glæde for både borgere og dyreliv.

Klimatilpasning af Mosegårdskvarteret i Vangede, hvor regnvand fra de omkringliggende veje ledes til et åbent regnvandsbassin i tilknytning til Nymosen. Løsningen har afhjulpet problemer med oversvømmelser i området og samtidig skabt et fint byrum til glæde for både borgere og dyreliv.

Vision

Sammen om et klimatilpasset Gentofte

Gentofte Kommune vil skabe mere livskvalitet og fællesskab hele livet – også i mødet med klimaforandringerne. Vi står over for højere temperaturer og mere vand fra oven, fra siden og fra neden, men vi ser også klimatilpasning som en mulighed for at udvikle vores bydele, lokalsamfund og natur til gavn for både nuværende og kommende generationer.

Vi vil forebygge skader og beskytte værdier og infrastruktur, men samtidig skabe nye kvaliteter i vores omgivelser: grønne områder, rekreative løsninger og trygge rammer for hverdagslivet. Klimatilpasning skal ikke kun være et værn mod udfordringer, men en ressource, der styrker trivsel, sammenhængskraft og bæredygtighed i hele kommunen.

Gennem samarbejde og inddragelse sikrer vi, at klimatilpasning bliver et fælles projekt, hvor vi udvikler det, vi har – sammen.

Den overordnede vision er, at vi står Sammen om et klimatilpasset Gentofte

Arbejdet med klimatilpasning i kommunen er bygget op omkring 4 strategiske principper: 

  • Vi arbejder helhedsorienteret og dynamisk med klimatilpasningen
  • Vi har fokus på merværdi og ser klimatilpasning som en ressource
  • Vi vurderer tiltag med afsæt i samfundsøkonomi, bæredygtighed og effekt
  • Vi lægger vægt på samarbejde og inddragelse i klimatilpasningen

Herunder kan du læse nærmere om, hvad der ligger i de forskellige strategiområder. 

Sammen om et klimatilpasset Gentofte

Strategiske principper

1. Helhedsorienteret og dynamisk klimatilpasning

Klimatilpasning er ikke et statisk mål, men en kontinuerlig proces, hvor vi løbende må justere og tilpasse vores indsatser. Vi går efter helhedsorienterede og bæredygtige løsninger, hvor kendte klimarisici tages med i betragtning, og hvor håndtering af hele vandets kredsløb, samspil og udvikling over tid indtænkes. Målet er at skabe løsninger, der er robuste på langt sigt, og som kan tilpasses i takt med et ændret risikobillede og ny viden. 

Handlinger, der understøtter en helhedsorienteret og dynamisk klimatilpasning: 

  • Vi skaber plads til vandet og integrerer klimatilpasning i den generelle byudvikling og i kommunale projekter og planer. 
  • Vi har fokus på en adaptiv planlægning, dvs. hvor løsninger kan udbygges og justeres i takt med klimaprognoserne.
  • Vi arbejder på at identificere og implementere tværgående løsninger, der tager hånd om flere udfordringer samtidigt (fx regnvandshåndtering og forebyggelse af tørke og overophedning i tætbebygget miljø). 

2. Fokus på merværdi – klimatilpasning som en ressource

Klimatilpasning er ikke kun en nødvendighed, men også en mulighed for at skabe merværdi i kommunen som helhed. Vi ønsker at udnytte klimatilpasning som et aktiv, der kan forbedre kommunens funktionalitet, de rekreative muligheder, borgernes livskvalitet og understøtte udviklingen af vores naturværdier. 

Handlinger, der har fokus på merværdi i klimatilpasningen:

  • I vores tilgang til klimatilpasning og i vores valg af løsninger lægger vi vægt på potentialet for at skabe merværdi og multifunktionalitet i det offentlige rum. 
  • Når vi klimatilpasser, har vi fokus på at skabe rekreative løsninger, der understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed.
  • Vi samtænker klimatilpasningsindsatsen med udviklingen af blå og grønne forbindelseslinjer i kommunen til gavn for biodiversiteten. I arbejdet med den fremtidige kystbeskyttelse har vi fokus på tiltag, som øger den rekreative værdi og samtidigt understøtter livet i Øresund.

3. Samfundsøkonomi, bæredygtighed og effekt

I en fuldt udbygget kommune som Gentofte er der kamp om pladsen. Vi er i konkurrence med mange andre hensyn, bl.a. behovet for plejeboliger og idrætsfaciliteter, og der er derfor knaphed på arealer, der uden videre kan tages ud af drift og afsættes til fx regnvandshåndtering på terræn eller store regnvandsbassiner. Da det er dyrt at klimatilpasse, er det derfor vigtigt, at det gøres klogt, så det muliges kunst balanceres på den begrænsede plads. Vi prioriterer af den grund tiltag, hvor behovet for klimatilpasning er størst, og hvor løsningerne er samfundsøkonomisk optimale. Målet er at få mest muligt ud af hver investering og skabe løsninger, der er både klimamæssigt og økonomisk bæredygtige. 

Handlinger, der har fokus på samfundsøkonomi, bæredygtighed og effekt:

  • Vi udarbejder cost-benefit-analyser af klimatilpasningstiltag for at sikre, at investeringer giver størst mulig samfundsøkonomisk gevinst.
  • Vi arbejder ud fra en adaptiv og fleksibel tilpasningsstrategi for at undgå overinvesteringer.
  • CO2-aftryk og livscyklusanalyse (LCA) indgår som parametre i vores valg af løsninger.  
  • Vi screener kommunale bygge- og anlægsprojekter for mulige synergier med klimatilpasningstiltag. 

4. Sammen om klimatilpasning – samarbejde og inddragelse

Klimatilpasning er et fælles ansvar, og samarbejde og partnerskaber er derfor essentielle for at lykkes med klimatilpasningsindsatsen. Vi tror på, at de bedste løsninger findes i fællesskab med borgere, interessenter og andre aktører, herunder særligt Novafos og vores nabokommuner. Af den grund udgør den åbne dialog, vidensdeling og idéudveksling væsentlige elementer på vores vej mod et attraktivt og klimatilpasset Gentofte. 

Handlinger, der understøtter samarbejde og inddragelse:

  • Når vi klimatilpasser, inddrager vi borgerne i processen for at få belyst lokale behov, ønsker og udfordringer.   
  • Vi har fokus på information og dialog med berørte borgere for at reducere de midlertidige gener ved anlægsarbejder.   
  • Vi lægger vægt på at informere og formidle viden om klimasikring af egne værdier. 
  • Vi arbejder på at udvikle centrale værktøjer og tilgængeliggøre relevante data, som understøtter borgernes muligheder for at orientere sig og igangsætte egne klimatilpasningstiltag.  

Prioriteringer af indsatser

I kommunen arbejder vi med følgende, tidsmæssige prioritering af klimatilpasningsindsatserne: 

Nu

  • Separatkloakering og klimatilpasning, Hellerup 3, herunder Tuborg Regnvandstunnel
  • Separatkloakering og klimatilpasning, Klideskovsrendens opland
  • Svanemøllens Skybrudstunnel
  • Overvågning af terrænnært grundvand samt udpegning af områder truet af højtstående grundvand
  • Løbende forhøjelse af eksisterende kystbeskyttelse
  • Fastlæggelse af sikringsniveau for langsigtet kystbeskyttelse

Nogle år 

  • Separatkloakering og klimatilpasning Enghaverendens opland
  • Separatkloakering og klimatilpasning Skovshoved opland
  • Terrænnært grundvand integreres i oplandsplanlægningen
  • Fastlæggelse af konkrete løsninger for fremtidig kystbeskyttelse
  • Fokus på begrønning i varmeudsatte områder
  • Modvirkning af varme-ø-effekt indtænkes i planlægning og anlægsprojekter

På langt sigt

  • Separatkloakering og klimatilpasning Søborghusrendens opland
  • Separatkloakering og klimatilpasning Hellerup 1 og 2
  • Terrænnært grundvand integreres i oplandsplanlægningen
  • Anlæg af ny kystbeskyttelse
  • Fokus på begrønning i varmeudsatte områder
  • Modvirkning af varme-ø-effekt indtænkes i planlægning og anlægsprojekter

Fjern fremtid – et robust og klimatilpasset Gentofte

  • Hele kommunen er separeret og klimatilpasset
  • Kysten er robust over for fremtidens havvandsstigninger og stormflod
  • Modvirkning af varme-ø-effekt er indtænkt i planlægning og anlægsprojekter

Paddleboards på Øresund

Udover at reducere oversvømmelser i bymiljøet vil separatkloakeringen på sigt helt fjerne de nuværende overløb til Øresund med regnvandsopblandet spildevand.