
Gentofte Kommune er historisk set en vandrig kommune, men mange vandløb og vådområder er i tidens løb blevet rørlagt eller drænet. Det har skabt udfordringer for både biodiversiteten og den naturlige hydrologi.
I 2025 har kommunen fået kortlagt potentialerne for at genåbne rørlagte vandløb eller på anden måde genetablere vådområder. Formålet med kortlægningen har både været at finde veje til at styrke naturkvaliteten ved at skabe flere levesteder og at understøtte kommunens arbejde med klimatilpasning og regnvandshåndtering i forbindelse med separatkloakeringen.

Kortlægningen viser bl.a., at der oprindeligt har ligget tre vådområder i Charlottenlund Skov
Kernen i projektet er udarbejdelsen af digitale kortdata, herunder historiske kort og kortlægning af tidligere vandløb. Fokus har været rettet mod de enkelte regnvandsoplande, som er defineret i kommunens rækkefølgeplan for separering.
I arbejdet er også indgået en vurdering af de historiske og landskabsmæssige værdier, ligesom der er blevet set på muligheden for at skabe rekreative byrum. Kortlægningen er et vigtigt redskab i den fremadrettede planlægning af såvel naturprojekter som regnvandsløsninger i kommunen. En udmøntning af konkrete projekter forudsætter finansiering.